Hen over sommeren vil vi have nogle mini-interviews, foretaget af HAUs bestyrelsesmedlemmer her på siden. Det første er lavet af bestyrelsesmedlem Lasse Kjøbeløv, der læser Designledelse og lige har afsluttet 2. semester. Lasse er ansvarlig for HAUs sociale medier.

MINI-INTERVIEW 1/ NICOLAJ, CMO

HAU Netværksforeningen for designstudierne SDU Kolding Design Mini-interview

"Design for mig er tanken bag alting"!

 

Hvem er du?

"Stort spørgsmål på en mandag morgen. Mit navn er Nicolaj, og jeg er CMO ved TechBBQ, Danmarks største tech og innovationssummit med flere end 4.000 deltagere over 2 dage i Øksnehallen i hjertet af København". 

 

Hvad er design for dig?

"Design for mig er tanken bag alting. Jeg har ikke en designmæssig baggrund og kender kun til de basale faglige ting ved design. Men godt design for mig er, når jeg kan mærke, at der er tænkt over de små detaljer. Hvad end det så handler om eventdesign, hvor der er et naturligt flow i de områder, man går igennem, eller om det er et fysisk produkt, hvor der er tænkt over de små detaljer, som løfter produktet i en anden liga rent kvalitetsmæssigt."

 

Hvordan arbejder du med design? 

"Som nævnt, har jeg ikke en designmæssig baggrund, så jeg er sikker på, at mange, der er uddannet indenfor design, ville løfte lidt på øjenbrynene over nogle af min processer ;-) Jeg tror mest, at jeg arbejder med design, når jeg ikke sidder direkte med det. Når jeg går en lang tur og tænker processer igennem fra A-Z er nok der, hvor jeg arbejder direkte med design - reflekterer over, hvad jeg gerne vil have som outcome; hvad vil jeg have modtageren til at gøre, føle, tænke, bevæge, og hvordan kan jeg designe en proces, der får det til at ske og får projektet i mål."